A (aldrig) D(doven) H(hellere) D(driftig)

A (aldrig) D(doven) H(hellere) D(driftig)

Mette B har spurgt om jeg vil skrive indlæg til den fantastiske temauge hun har omkring tabuer. Og hvis der er noget jeg vil, så er det da det. Men samtidig med, at jeg gerne vil gøre en forskel i at begrave tabuer, så er det faktisk også noget af det, der er svært for mig, fordi jeg ikke kan finde ud af at forholde mig objektivt til mine egne diagnoser.

Jeg krænger mit indre ud, I får mig råt uden salt, peber eller andet krydderi, der kan sløre smagen af mit liv. Så tag godt imod mig, tag godt imod mine følelser og pas godt på mig. For nu kommer historien – livet med en hæklefejl i kysen!

Behind the scene

For at I, kære læsere, kan følge lidt med, så forsøger jeg at lave en lille intro. Det er faktisk meget ulig mig, for jeg er impulsiv, og impulsivitet og intro er ikke to ord, der harmonerer.

Jeg har ADHD, og det betyder, at jeg har levet et liv i overhalingsbanen med foden helt nede ved asfalten. Jeg er impulsiv, ukoncentreret og smask hamrende charmerende!

Jeg har svært ved at forholde mig i ro, og det betyder, at jeg ofte har strikketøjet fremme. Så derfor er jeg set strikkende til et bankmøde med en ny bankrådgiver, hvor vi skulle argumentere for, at vi kunne finde ud af at have et holdbart budget, hvis vi købte det hus, vi faldt for. Men seriøst, ved I hvor kedelige bankmænd er?

Jeg fik æren af en diagnose som 32-årig. Det er ret sent i livet, men almindeligt når det handler om piger med ADHD.

Lyserød versus blå

Igennem min barndom og ungdom har jeg følt mig anderledes. Jeg husker mit tidligere liv (tidligere liv er livet før min diagnose) som en evig kamp om at tilpasse mig, som en maraton for at ingen skulle se ind bag facaden. En facade jeg naturligvis ikke i min barndom var bevidst om, men som jeg efterfølgende kan se tilbage på.

Mine forældre kan ikke genkende den oplevelse jeg har af mig selv som barn. Jeg virkede som en glad, accepteret, populær pige. En kærlig og sød søster, datter, veninde og barnebarn. Men naturligvis kan de ikke genkende det, for jeg viste jo ikke den usikre side. For jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Hvordan skulle jeg forklare, at jeg følte mig lyserød, mens resten af verden syntes lyseblå? I skolen havde jeg de høje karakterer, jeg kunne argumentere ørerne af enhver, og lektier var aldrig en kamp.

Life undercover

Men springet fra folkeskolen til gymnasiet gjorde min anderledeshed tydeligere. I hvert fald for i mit hoved. Jeg var usikker, og gemte mig bag en facade. Jeg var det, jeg troede andre ville, jeg skulle være. Men lektierne interesserede mig ikke. Kampen for at tilpasse mig, tog så meget energi, at jeg ikke magtede at læse. I dag ved jeg jo, at det var koncentrationen, der glippede.

Jeg mindes en gang en samtale med min dansklærer, der skulle give mig årskarakter. Han sagde direkte til mig: Anne, du kan ikke charme dig igennem gymnasiet. Jeg tror ikke, du laver dine lektier og derfor giver jeg dig et sekstal.

Rap i kæften som kendetegner mig, kunne jeg blot sige: Christian, om du så var den sidste mand i verden, så ville jeg ALDRIG have lyst til at charme dig. Og så gik jeg!

Fuck, han så jo igennem mig! Han havde jo ret, jeg havde hidtil kunnet mine ting, og når jeg ikke kunne, så charmede jeg, jokede og heldigvis er det en af de kompetencer jeg har. Jeg er smadder sjov og charmerende.

Jeg har for et års tid siden talte med en gymnasieveninde, som jeg ikke har haft kontakt til siden vi blev studenter i 1996. Jeg fortalte hende lidt om min oplevelse i gymnasiet, og hun kunne slet ikke genkende det. Tværtimod var det sådan, at de andre havde opfattet mig som enormt cool, moden og selvsikker. Så trods alt havde mit panser virket.

Accept

De områder, hvor jeg altid har følt mig mest anderledes har naturligt nok været i samværet med andre mennesker, jeg ikke kender godt. Bevidstheden om, at jeg følte mig anderledes har bevirket, at jeg i hvert fald inden i, har følt mig forkert. Jeg har altid været på vagt.

Jeg husker en gang, at en kæreste sagde til mig, da jeg havde fortalt at jeg sagtens kan stå op og tisse, at det var på grund af sådan nogle ting, at han var usikker på at have mig med til forskellige ting. Hey, jeg synes jo det er noget af en bedrift! Og jeg ved jo godt, at jeg indimellem siger noget sludder, men hvis bare mine mennesker er med mig, så kan jeg jo selv grine af mig selv!

Men når jeg får at vide, at jeg gør dit og dat forkert, så kokser hjernen, og jeg ”fejler” endnu mere. Jo flere gange jeg får at vide, at jeg sidder forkert på en stol, at jeg snakker for højt når jeg er i Føtex, at jeg er dårlig til at købe ind, at jeg ikke sætter nok grænser for min søn, at jeg ikke har ofte nok lyst til at være intim – ja så tror jeg selv på det. Så får jeg fat i den kæmpe store tunge hammer og dunker mig selv i hovedet. Og hver gang jeg får dunk af andre, desto tungere bliver den hammer jeg bruger mod mig selv!

Men når jeg er sammen med mennesker, der vil mig, holder af mig med min hæklefejl, har lyst til at være sammen med mig, fordi jeg er dejlig, synes jeg er sjov, ja så vokser jeg som menneske, jeg vokser som Anne. For et års tid siden skulle jeg mødes med en veninde. Jeg havde en fin strikket trøje på, som var homemade. Jeg var ret stolt af den, for det var den første trøje jeg havde lavet færdig. Inden vi mødtes havde jeg været til møde med en gruppe for andre med ADHD. Da jeg så ser min veninde kommer hun grinende imod mig, og udbryder; jamen Anne dine knapper sidder jo helt skævt! Og vi flækker af grin. For både hun og jeg ved, at knapperne åbenbart sidder skævt, fordi jeg dagen forinden havde syet dem fast, mens hun kørte os til Mc Donalds! Og vi grinede endnu mere af, at jeg havde siddet der og ingen havde kommenteret det.

Med ADHD diagnosen fulgte faktisk også en plads i det danske system kaldet voksen handicap. Og det har været svært at erkende og acceptere, for jeg ser ikke mig selv som handicappet. Jeg er psykisk sårbar, JA! Men handicappet? Nej. Jeg har faktisk spurgt op til flere sagsbehandlere om, jeg kunne få et parkeringsskilt til handicappede, men det kan jeg ikke. Mega-nederen!

Som jeg har skrevet ovenfor, så er accept altafgørende for mit liv. Og jeg vover den påstand, at accepten er vigtig for alle menneskers velbefindende! Det er rigtig svært at acceptere, at der er noget galt med en. Galt i den forstand, at kloge ”overmennesker” har givet dem en diagnose ud fra forskellige tests. Misforstå mig ikke, diagnoser er fine, for det er en måde at kategorisere på. Det er nemmere for behandlere at holde styr på os. Men accepten af, at jeg faktisk er anderledes end mængden, og ikke bare har opfattelsen af det, der er faktisk langt! Det tog mig uger, måneder, år, og jeg tror på, at der er mange mange timers fortsat arbejde for mig.

Til tider er det faktisk noget jeg er stolt af. Altså at jeg har ADHD, for det giver mit liv rigtig mange skøre og sjove indslag. De dage hvor jeg kan vælge at fokusere på det gode, er også de dage, hvor min accept er større, og dermed signalerer accepten af ADHD til andre, eksempelvis familie, kæreste. Men når selvtilliden er lidt nede, humøret er lavere og energien væk, så skal der ikke meget til for at overbevise mig om, at jeg er forkert. Og jo flere stunder jeg tilbringer med mennesker, der synes jeg er forkert, desto mere tror jeg selv på det og desto mindre bliver min egen accept. Sikke en ond spiral.

Så kære læsere, hvis I er med helt til bunden, så vil jeg lave en pagt med jer. Jeg vil øve mig i at være sammen med mennesker, der accepterer mig. Mig som jeg er, og mig som jeg kan holde ud at være. Første skridt på min vej er taget, hjælper I mig, holder mig i hånden og nedbryder de hundredevis af tabu der er omkring psykisk sårbarhed? Vi er fire bloggere, der har gjort vores til at sætte fokus på tabu. Tager I os med videre, giver I hjælp til at lidt flere lærer anderledesheden at kende.

Af hjertet tak, fordi du læste med!

I morgen fortæller Henriette om sit liv med Borderline. Jeg håber du vil læse med.