ORD

Jeg har altid elsket ord - lige så langt tilbage jeg kan huske har der været ord, som jeg syntes havde noget særligt over sig. Det kunne være betydningen af ordet, måden ordet lå i munden, eller selve ordets lyd, når det blev sagt. Jeg er sådan en der synes det er sjovt at læse i en ordbog.
Jeg kan godt lide at bevare vores sprog, fordi det er så mangfoldigt. I stedet for udelukkende at overtage nye ord fra engelsk kunne det være sjovt at finde på vores egne, ligesom de gør på Færøerne. Da jeg var i kibbutz i 1988 boede jeg sammen med en færing, som fortalte om sproget. I stedet for at bruge de udenlandske ord, finder de på nye ord som fortæller hvad det betyder. Barnevogn hed noget med kasse-på-hjul-barnet-lægges-i-og-man-går-tur. Det gør da sproget sjovere, synes jeg. Jeg kan desværre ikke huske ordet på færøsk og har heller ikke lige en ordbog, jeg kan slå det op i. 
Eksempler på dord, der ligger godt i munden:
Onomatopoetikon. Lydord ligger særlig godt i munden og fortæller meningen med deres lyd. Plask! Hvin! Hrmf! Blop! Splat! Bang!
Knækprosa.
Træls. Det kan bruges i utrolig mange sammenhænge.


Jeg kan også godt lide selv at finde på nye ord, som jeg mest bruger hjemme, da de ikke umiddelbart giver mening for andre. Hensigtspraktisk er et af dem.
Mens jeg sidder her bag skærmen kommer jeg til at tænke på at det også er sjovt at bruge ord fra vores sprog i nye sammenhænge. Sidder her bag skærmen henleder til Jens Vejmand. I vores have har vi en stub, som vi kalder Ambrosius.

Der er ord og fraser jeg bestemt ikke kan lide, især fordi de fjerner betydningen. 
Både cyklister, men også fodgængere. Man kan ikke sige både-men. Det hedder både-og.
Lad os tale omkring det. Kommer man så nogensinde til sagens kerne? Er det ikke som katten om den varme grød?
Jeg sender lige et skriv! Behøver vist ingen forklaring...
Jep og Yes om noget der bare er skønt eller når man vil afslutte en sætning.
Jeg er ikke så vild med ord som lort og bræk, især ikke mens i spiser. Jeg er vist lidt sart...


Har en prik med ord?